Kriegsmarine fokus på forsyning i Esbjerg Havn 1940 – 45

Marineausrüstungsstelle og Intendantur i Esbjerg 1940 – 45

Depoter og værksteder lyder ikke særligt ophidsende i forhold til alt det vi normalt kan høre mest om når talen falder på Atlantvolden: Bunkers, kanoner og soldaternes liv. Uden mad og forbrugstoffer kan selv den største hær ikke fungere. Det lærte både Napoleon og Hitler på den hårde måde i hver deres århundrede. Den tyske militære logistik stod under besættelsen med sine afdelinger for over halvdelen af areal og bygningsbeslaglæggelserne på Esbjerg Havn. På Esbjerg Havn i Atlantvolden synes vi logistikken er mindst lige så interessant som bunkerne. Særlig hvis man begynder at kigge på hvor mange % beton Tyskerne brugte på anlæg med en eller anden logistikfunktion i forhold til kampanlæg. Du vil nå op over 60 %.

 

Tyske orlogsgaster har været på togt bag Baconcentralen på Esbjerg Havn. Knægtene henter kød til båden og får sig en tår frisk mælk undervejs. Fødevarer og mundering hørte ind under KriegsMarine Intendantur. Foto: avestdk

Kriegsmarines Materielkommando

Afdelinger udstationeret under det tyske centrale marinetøjhus (Marinearsenal) bar betegnelsen “Marineausrüstungsstelle”. Afdelingerne var logistikstøtteelementer for den tyske flådes skibe og ansvarlige for al forsyning. Marineausrüstungstelle havde ansvaret for alt ombygning af civile fiskefartøjer til hjælpeorlogsfartøjer. Personalet var hovedsageligt civilt under militær administration fra Kriegsmarineofficerer.

Trafikhavnen en klar frostdag i 1942/43. En motor patruljebåd fra 12. Vorpostenflottille, som havde base i Esbjerg Havn, bliver repareret ved servicekajen til Marineausrüstungsstelle Esbjerg. Bagved denne ses agterenden af en fisketravler der nu er hjælpeminestryger. I baggrunden er trækajen synlig som delte Trafikhavnen under besættelsen. Mandskabet har damp til varme og strøm fra land, der sparer på det enkelte skibs anlæg, samt for at spare på olie. Foto: avestdk

Kriegsmarine indrettede i løbet af 1941 en lille “servicestation” ved Adgansvejen på Trafikhavnen. Kulfyrede skibe kunne serviceres med destilleret fødevand til kedlerne via et retursystem fra kajen. Kedelanlægget i land var passende af engelsk fabrikat som var førende på området.

Orlogsskibe havde i Esbjerg mulighed for at supplere destilleret fødevand til dampkedler. Maskinerne destillerede fødevand og brugsvand af havvand når de var i søen. Så der skulle selvfølgelig også være mulighed for at spæde det op når de var i land. Det er billigere og mindre ressourcekrævende. Det medfører mindre slitage, at producere et sted til syv skibe frem for i syv motorer/dampanlæg. Samtidig har man den fordel, at det sparer mandetimer – minimalt vagtmandskab ombord til drift, og hvis skibene lå indenfor et afspærret område, da også minimalt vagtmandskab til kajvagt.

1. Gruppe 12. Vorpostenflotille i Esbjerg Trafikhavn ca. 1941/42. Pladsen til venstre for kartoffelpakhuset blev beslaglagt i marts 1941. umiddelbart efter byggede Kriegsmarine sin administrationsbarak til marinestationen i Esbjerg Havn. Der var afsat 8 faste kajpladser til tyske marinekuttere/patruljefartøjer fra 12. Vorpostenflotille. Orlogsskibne var ombyggede fisketravlere. I starten meget svagt bevæbnede.  Marinestation bliver indrettet med omformeranlæg for strøm til skibene med tilhørende tilslutningsteder på kajen. Kartoffelpakhuset bliver lager for udrustning og reservedele. Foto: avestdk.

Patruljebådene og minestrygerne var forholdsvis små fartøjer, og man har derved haft mulighed for at sende stort set hele mandskabet i land til indkvartering på en kaserne i ro og fred. Det giver maximalt udhvilede besætninger, inden skibet skal til søs igen. Skibe med dampturbinemotorer f. eks. måtte ikke blive kolde, da det ville tage over et døgn, at få dem startet op. De var mere sensibel over for kalk end almindelige dampmotorer.

Vandet fra Esbjerg og Fanø er meget blødt, altså næsten ingen kalk. det er fint for almindelige kedler, men ikke godt nok for dampturbiner. Dengang rådede tyskerne ikke over de adjektiver, som findes i vores tid.

Skibene på billedet er ikke patruljefartøjer men en gruppe tyske kulfyrede minestrygere, der forsyner i Esbjerg og vi burde være et stykke hende (1943/44) i krigen. Det kan man se på broen og styrehusene som har fået pansring mod flyangreb. Foto: R. Clausen/avestdk

Esbjerg skulle efter krigen ikke være flådehavn og dampskibet gik af mode. Kedelhuset og graven med rørledninger var i vejen for færdslen på Trafikhavnskajen og Esbjerg Havn ønskede den hurtigst muligt fjernet.

Krigsmarines destillationsanlæg havde ingen interesse for Søværnet efter krigen og blev afhændet til Esbjerg Havn til sløjfning i 1946. Dampskibet skulle forsvinde ud i historien ligesom Krigsmarine selv. Det sidste spor fra anlægget i form af et beskyttelsesrum blev først sløjfet 2003 efter kornsiloen blev revet ned for at give plads til nybyggeri på Adgangsvejen.

Kilder: BAMA, MCHA, Rigsarkivet og Søværnet.

Særlig tak til maskinmester Regnar Skelmose, Fanø og orlogskaptajn Peter Thorning Christensen, København.

Ruge er en officer vi kommer til at hilse på igen i Esbjerg senere i krigen. Han bliver Rommels marinerådgiver og er dermed tilknyttet hans stab, der inspicerer Atlantvolden i Danmark i december 1943.