Kanonerne fra Blåvand der forsvandt

• Et af de fotografier taget af danske våbeninspektører som fandt vej ind i den afsluttende rapport oktober 1945. Det vi ser på billedet er en 15 cm–K (Kanone)-39/40 L50. billedet er taget i Blåvand og kanonen er ved at blive aftransporteret på en M25 Tanktransporters blokvogn fra de britiske styrker. En for tiden moderne og fremsynet feltartilleripjece, der kun blev bygget 61 eksemplarer af. Dette design som tyskerne udviklede i perioden inden anden verdenskrig var en af de forløbere for det moderne mobile feltartilleri vi har i dag. Fidusen ved denne kanon var, at den kunne indsættes som mobilt kystartilleri. Rigsarkivet.

14. Heeresküstenbatterie H.K.B. 180 Batterie ”Oksby” i Blåvand

Svagheden ved stationært artilleri er at det ikke kan flyttes hurtigt når behovet opstår. Anden verdenskrig var en brydningstid for nye våbensystemer og flyvevåbenets udvikling viste at mobilitet skulle blive afgørende for fremtidens krigsførelse. Et af de nye tyske hærkystbatterier, der rent faktisk kunne løse opgaven, blev opstillet januar 1944 lige Nord for Blåvand Kro.

4 Stk. 15cm K39/40 L/50 (Fried. Krupp. Essen 1940). Oprindelig var kanonerne specialfremstillet til en ordre bestilt af de Tyrkiske væbnede styrker. Krigsudbruddet i 1939 satte en stopper for denne handel. Der nåede kun at blive leveret 4 pjecer til Tyrkiet. Krupp færdigproducerede dog deres nye kanoner og endte med 61 stk, der blev indsat 1940 i egne rækker som tungt feltartilleri under frankrigsfelttoget med schwere Artillerieabteilung 740. Her blev disse kanoner for første gang benyttet som mobilt kystartilleri for at sikre den nyligt besatte franske kanalkyst. Feltkanoner med mobil kystartilleriaffutage var altså ikke noget nyt for den tyske hær i 1944 hvor 4 stk endte ved Blåvand Kro. Der var planer om kanonerne skulle flyttes til Skallingen og hærkystbatteriet ved Vrøgum skulle overtage den ledige stilling i Blåvand. Men disse planer blev ikke ført ud i livet inden krigsslutningen.

Tysk hærkystartilleri 1944

Den tyske orlogsflåde: Kriegsamarine havde som udgangspunkt ansvaret for kystforsvaret. Denne opgave var for stor og det landbaserede marineartilleri trak på en lang række støtte hos de øvrige værn. Samarbejdet var ikke gnidningsfrit men i løbet af 1944 synes det, at det tyske hærartilleri finder mere gehør hos de ansvarlige på Kriegsmarinens bonede gulve. Kystforsvar blev hos sømændene som udgangspunkt forstået som et stationært fortagende. Men vi er sent i anden verdenskrig og krigsbegivenhederne og de erfaringer som tyskerne udledte af nye nederlag i Normandiet i sommeren 1944 fik tankegangen til at skifte i retning af en lille smule mere dynamisk kanonforsvar der hvor der var mulighed for det. Det vil sige der hvor kystbatteriernes kanoner stod i hjullavet så de kunne flyttes. Her besluttede det tyske hærartilleri på et møde med chefen for de tyske styrker i Danmark, at et antal kanoner skulle gøres bevægelige og derved kunne skifte stilling i en eventuel forsvarskamp. I samme træk skulle en række nye kystbatterier leveret af hæren forstærke kystforsvaret i Danmark.

15cm K39 i kystaffutage passede godt ind i denne nye mere mobile tankegang.

14. H.K.B. 180: Beliggenhed i Blåvand

• Hærkystbatteriet ligger tilbagetrukket i plantagen ved Blåvand Kro ca 1700 m fra stranden. Stillingsområdet var ud over pigtrådshegn sikret med en ring af fodfolksminer med den tyske dæknavn for minefeltet: Sperre Charlotte. Området blev ikke reetableret i efterkrigsårene og det betyder at jordanlægene er meget velbevarede. Alle 4 briske er synlige og stålbriskenes aftryk i jorden toner stadig tydeligt frem på skyggekort.

Kanonstillingerne lå uslørede kun med en lav jordvold, der stadig kan lokaliseres i dag. Ildlederstationen var af murværk og beton i let udførelse. Ammunitionsmagasiner udført i tømmer dækket med jord. Små bunkere bygget i betonsten. Ildlederposten lå for sig selv i plantagen. Rækkevidden af kanonerne er angivet til 16 km.

Kanonerne har Interesse i Studieøjemed og det foreslaas at de indgaar i en “Motoriseret Kystartilleri-Forsøgsafdeling”.

_{Afsluttende rapport til Marine og Krigsministeriet 1946. Rigsarkivet}

Men hvad var det nøjagtigt der var så interessant? Her på siden tror vi ikke rigtig på den tysk Wehrmacht nu igen havde opfundet den dybe tallerken under anden verdenskrig og beriget verdenen med atter en hidtil uset og topmoderne skyder.

For ikke at genopdyrke denne lidt naive eufemisme, der desværre noget sejlivet, kigger vi derfor i det efterfølgende lidt nærmere på hvad det helt nøjagtig var der gjorde forskellen for dette skytssystem. De tyske ingeniører blev inspireret og stjal ideer med arme og ben som alle andre under våbenkapløbet.

Hvorfor bruge tid på en kedelig kanon fra 1. verdenskrig?

Den tyske 15 cm kanon var ikke interessant. 15 cm K 39 var blot en forbedring af 15 cm K 16 fra første verdenskrig. Transportable skydeplatforme/drejeskiver til kystforsvar heller ikke nogen ny ide. I U.S.A. havde de regnet ud hvordan de kunne konvertere feltartilleri til kystartilleri. Den amerikanske hærs artilleri havde i 1920′ erne udviklet en betonbrisk med bred støbt centertap hvor kanonlavettens hjul kunne fikseres i. Betegnet: Panama Mount. Opfinderne blev dog efterfølgende klar over det var en stor fordel i, at have mulighed for at kunne transportere en brisk sammen med kanonen. Den amerikanske hær udviklede herefter sin 155-mm Gun M2, Carriage M1 med Firing Platform M1 i årene fra 1918 til 38. M2 gik i produktion i 1940. Hvorfor så bruge en masse tid på at analyserere og teste den tyske version?

Svaret på den allierede interesse findes i konstruktionen af den tyske drejeskive.

Den tyske sideretnings mekanisme er særlig i fokus. Den amerikanske skytssystem der også blev benyttet af de britiske styrker som våbenhjælp, var håndbetjent og kunne kun grovrettes. Tyskerne var lykkes med at bygge en mobil kystaffutage med en drejeskive, der tillod lynhurtig og præcis sideretning og på samme tid. En soldat ved håndsvinget var nok til at rette kanonen i siden. Fleksibilitet og fart er i høj kurs i krig.

• Våbeninspektører fra U.S.A interesserede sig også for kanonerne i Blåvand. Der blev udarbejdet et notat i deres rapport gengivet ovenover. Fokus var på affutagen, idet der foruden det normale udstyr til en feltkanon med splitsvans. En cirkulær platform af stålsprosser som kanonen blev placeret på. I kanten befandt sig en sideretningstandkrans til 360 grader. Kanonens lavet blev fikseret i midten af platformen og med en indbygget centerdonkraft løftets hjulene fri af jorden. Nu kan hele pjecen dreje frit på en tap/pivot. Sådan blev en feltkanon til en kystartilleripjece (Fig 145, 146). Den store forskel fra andre konstruktioner, var tyskernes tandkrans hvor kanonens sprosser var samlet og fastspændt på en løber med udveksling påmonteret et sideretningsur. De samlede lavetben blev anbragt i tandkransen. En mand kunne nu uden vanskeligheder siderette hele pjecen med et håndsving (Fig 148, 149). Boksen med åbent støvlåg oven på udvekslingen og håndsvinget, der ligner en madkasse, er sideretningsuret (Fig 150). Det var muligt at benytte forberedte skydninger ( og 150). Kanonens indstilling var beregnet i forvejen til en spærreskydning. Så var det bare at flytte kanonen ind til viserne stod på de rigtige tal i sideretning. Når højderetteren var klar meldte kanonerne efterfølgende f.eks. en skydning med dæknavnet “Barbara” klar. NARA: German Seacoast Defences vol. 4, Sec 5, App 4. Fig. 145 – 150

• Brisk til kanon nr. 3 (Geschütz 3) i 1945 i Blåvand. Et billede der ikke fand vej til rapporten German Seacoast Defences fra de amerikaniske våbeninspektører i 1945. Billedet er købt hjem fra privat samling i U.S.A. Der er fra inspektionen i efteråret 1945. Kanonen er netop fjernet fra sin stilling. Stålbrisken er gravet fri og aftrykket er stadig tydeligt i sandet. I baggrunden står stadig en kanon i brisk. Billede nr 2 er Brisken til kanon nr. 3 i marts 2023. Sporne fra briskene ses stadig tydeligt så mange år efter. Marco Hansens billedsamling

Indtryk fra terrænet i 2023

Københavns Hovedbanegård 1973

Kilder

Rigsarkivet, BAMA, NARA, Blåvandshuk Lokalhistriske Arkiv, Varde Museer, Det Kongelige Bibliotek, Geodatastyrelsen, Frank Jensen.