Tirpitz

_{Den store kanonbunker Regelbau type S561 Geschützturm für 38 cm Geschütz. Bauteil B på pjece 1. Bunkeren til den første pjece er indvendig knapt så hærget af efterkrigstidens sprængeningsforsøg som nr. 2 som er den nye museumsbunker. Sammenlign stedet med billedet nedenunder taget for 75 år siden. ©Marco Hansen 2016.}
 

Vogelnest og visionen om store kanoner ved Esbjerg Havn.

Batterie Vogelnest (Tirpitz) 4. M. A. A. 418 Projektet hed officielt: Batterie Vogelnest. En byggeplads ved Vesterhavet i 1945. Kildegrundlaget peger i retning af at betegnelsen ”Tirpitz” er kommet til efter krigen – en betegnelse der i dag virkelig er blevet synonym med disse to bunkere. Der foreligger dog til dato endnu ingen officiel tyske dokumentation.

Det er både godt og ondt. Kanonerne havde heller ikke andet med slagskibet Tipitz at gøre end at de var af samme type. Navnet er måske historisk forkert men alle ved med det samme hvad du snakker om. Dette site har højt til loftet og opfatter fæstningsanlæggenes efterliv som lige så historisk og har det dermed fint med ”Tirpitz”. Særligt når det nye museum nu også hedder det.

Planlægningen: Tirpitz ved Fyrparken?

I 1944 skulle Esbjerg Havn sikres med tungt tysk marineartilleri. Hvorfor har Esbjerg så ikke to kæmpe ”kælkebakker”? To betonklodser på hver 6000 m3 som den på billedet ovenfor, hvis du bor i Fyrparken eller går en søndagsturtur på Fovrfeldstien i Esbjerg.

Her på Esbjerg Havn i Atlantvolden dyrker ikke kontrafaktisk historie. Det her tilfælde er en lille undtagelse, fordi planlægningen for Schwere Batterie Vogelnest i Esbjerg i marts 1944 må have været ret konkret. Så konkret at de to optioner for positioner for et nyt tungt kystbatteri blev indberettet til den løbende statusoversigt for bevæbning og batterier i det tyske kystforsvarsdistrikt.
Esbjerg blev i starten af 1944 foretrukket af logistiske årsager. Her behøvede tyskerne ikke at genopfinde den dybe tallerken. Her var alt lige ved hånden til et stort byggeprojekt og de nye kanoner var med det samme integreret i et etableret forsvar. I Oksby skulle der startes helt fra bunden i et nyt militært støttepunkt med vej og jernbaneforbindelse. Historien skulle give argumenterne for en placering i Esbjerg lidt ret. Kanonerne strandede i Guldager pga. manglende udbygning af jernbanebroerne. Argumentet for en bedre udnyttelse af rækkevidden bevirkede dog at de taktiske fordele vandt over logistikken. Retteligt skal nævnes, at grundvandsforholdene på de to steder også spillede ind i beslutningsprocessen. Hvis bunkerne havde været bygget i Esbjerg, ville det have været nødvendigt med en omfattende grundvandssikring. Det ville have medført et betydeligt højere betonforbrug. Derfor har Varde Museer i dag en rigtig stor attraktion. De to muligheder for en placering af kanontårnene fremgår af kortet.

_{Tirpitz ved Fyrparken eller i Fovrfeldt i foråret 1944: 1 og 2 er placering bag Femhøje Batteri. 3 og 4 er placering i Gjesing. De tyske kilder angiver beslutningsgrundlaget for valget for placeringen ved Oksby med: – Bedre udnyttelse af rækkevidde. – Uegnede jordbundsforhold og for høj grundvandsstand ved Gjesing og Femhøje, Esbjerg. Kilde Bundesarchiv Militärarchiv Freiburg. Grundkort: Kraks.}

Der er meget fokus i formidlingen på de store 38 cm kanoner deres rækkevidde og granatens størrelse. De er jo også imponerende at se på. I praksis var det dog mest fup. Kanonerne var i virkeligheden et våbensystem der hørte en anden tid og anden krig til. Formålet med et sæt store og langtrækkende kanoner ved Esbjerg Havn i 1945 var ikke umiddelbart at sænke modstanderens skibe. Men muligheden for at engagere invasionsstyrken så langt ude på havet som muligt og derved vinde til at få sit eget forsvar på plads. Kriegsmarine var udmærket klar over at et så store artilleri anlæg som Hanstholm II og nu Voglnest var meget sårbare. Krigens dagsorden er kynisk. Tyskerne havde også en klar forestilling om, at modstanderen ikke kunne acceptere et sådant anlæg. Selv om de allierede fra midten af 1944 havde lært de tyske befæstningsanlæg rigtig godt at kende, ville de formentlig bruge mange ressourcer for at gøre disse kanoner tavse inden et angreb. Derved kunne der vindes tid igen. Indledningen til invasionen i Normandiet lod til at give tyskerne ret i den teori. Vogelnest ville tiltrække meget tung fjendtlig ild fra skibsartilleri og bombardementer. Beliggenheden oppe ved Oksby er formodentlig også valgt ud fra dette aspekt. Et rigtigt godt stykke væk fra det det hele besværet drejede sig om den gang: Esbjerg Havn.

Bunkerne

Kun de to hovedsektioner (Bauteil A) af kanonbunkeren nåede at blive bygget af Batterie Vogelnest. Deres placering i terrænet er tydeligt på sammenligningen herover mellem 2014 og 1954 orto- dækningen af Danmark. Det er ikke lang tid siden at byggepladsen er blevet ryddet på det tidspunkt og køresporene ses tydeligt.
Ved sammenligning med det nutidige luftfoto vil i opdage at Tane Hedevej, der skærer lige som en linial gennem terrænet syd for pjece 2, er bygget efter 1954. Grundkort: Kraks: https://map.krak.dk/m/5puQh

Det nye museum bliver 2015 bygget ind i klitten der i sin tid bar rampen til portalkranen. Skinnerne til kranen aftegner sig stadig tydeligt øverst i billedet i 1954.

Til højre for kanonbunkeren (Bauteil A) ligger fundamentet for maskincentralen (Bauteil B).

På maskinsektionen nåede kun jernarmeringen at blive færdigmonteret i 1945.

Til højre for kanonbunkeren ses to paralelle rektangulære fundamenter til betonblandingsbatterierne på billedet.

Overblik over Batterie Vogelnest i Ho/Blåvand 1946

På snittegningen af selve bunkeren er farvelagt hvor meget der rent faktisk var støbt inden maj 1945. Kun størsteparten af første sektion (Bauteil A) af hver bunker nåede at blive støbt inden kapitulationen.

Det er den del af museumsbygningen du besøger her i nutiden. Bemærk i øvrigt at hele den store krave der skulle beskytte kanontårnets drejeskive nåede ikke at blive støbt.

Det engelske efterretningsvæsen beskriver i deres rapport om tysk kystartilleri ved den jyske vestkyst anlægget ved Oksby. Englænderne illustrerer med en række instruktive tegninger af hvordan en bunker af typen S561 ville have set ud hvis den nu var blevet færdig. Betonforbruget til en færdig bunker var sat til 6000 m3. Det kan være sin sag at se logik i en gang efterladt tysk byggerod her 70 år efter på gamle billeder. Det kan i dag være vanskeligt at se hvor meget der egentlig nåede at blive færdigt af disse mægtige konstruktioner.

Billedet af disse 2 m tykke vægge forklarer uden der skal bruges så mange ord godt hvorfor bunkerne er så svære at sløjfe den dag i dag. Udblæsnings og ventilationsrør er synlige. De bagerste tykke rør ind og udblæsning for maskinsættets køleanlæg. De to tynde i forgunden er udluftninger for brændstoftanke. I siden ser vi det store rør der er indsugning til maskinrummet og efterfulgt af to mindre udstødninger fra generatorer.

Bemærk de skrå udkastningsåbninger i væggen. Det er åbningerne til det der bærer den tyske betegnelse “Sprengbrunnen” som alle typebunkere var udrustet med som standard. Hvis en angriber forsøgte sig med at kaste en spængladning ned i røret. Gled det ned i denne brønd og kunne eksplodere kontrolleret under jorden uden at anrette skade på bunkerens indre.

Benævnelse af elementer til tårnbrønd på tegning (rødt) og logiske placering i det der nåede at blive bygget af bunkeren (blå) type S561 ved byggepladsen for Batterie Vogelnest i maj 1945:

A: Projektilplatform (Geschossplattform).

B: Ladningsplatform (Kartuschplattform).

C/D: Tårnmaskinrum (Maschinenplattform).

E: Drejeskive (Drehscheibe).

Det nye Tirpitz

Det nye museum med de mange fortællinger herunder om visionen om de store kanoner ved ESBJERG HAVN i Atlantvolden åbnede under stor mediebevågenhed.

Åbnet for offentligheden den 30. juni 2017. Eller rettere blevet en del af landskabet under den kunstige klit der blev opført til at skjule museet.
Når jeg går tur i området kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor meget det ville glæde mig hvis bygherren kunne modstå den forståelige fristelse for udendørs formidling.

Landskabet og arkitekturen ville blive forskånet for en tavs eksponatkirkegård af rustent stål ved indgangen.

Det nye Tirpitz – museum lever ganske enkelt af at være et delvist skjult sted.

Bygningen – det skjulte sted – skaber en forventning hos gæsten, der går på opdagelse om hvad der mon er at finde under jorden i dette historiske sted med den store ensomme betonklods i klitheden.

Det er en skam at miste denne indbyggede fascination af det ukendte.

En magi som arkitekten har tænkt ind i museet.

Kilder:

RA, NARA, BAMA, Filmcentralen