Kriegsmarine og Esbjerg Havn
Bunkerbyggeri med Søkrig i Vadehavet og Nordsøen 1940 – 45.
12. Minensuchflottille på vej ind i Esbjerg Trafikhavn med Kriegschiffgruppe 10 om formiddagen den 9. april 1940. Vi er på broen af en minestryger. Foto: Marco Hansens samling.
Indledning
Søkrigen i Vadehavet og Nordsøen 1940 – 45. I de 5 år Danmark var besat flyttede en tysk og noget mere krigerisk fiskeriflåde ind i Esbjerg Havn. Den tyske bevogtning af de kystnære farvande blev udført af en broget flåde af ombyggede civile fiskefartøjer.
Kriegschiffsgruppe 10, der skulle sikre Esbjerg Havn den 9. april 1940:
Chef: Kommodore Ruge, F.d.M. (Führer der Minensuchboote West)
1 Støttefartøj/tenderskib: F6 (Flottenbegleiter) Königin Luise der var cheffartøj.
4 Store minestrygere: M 4, M 20, fra 1. Minensuchflottille og M 84, M 102 stammede fra 7. Minensuchflottille, der var blevet sløjfet i marts 1940.
8 Ombyggede travlere fra 12. Minensuchflottille: M 1201, M 1202, M 1203, M 1204, M 1205, M 1206, M 1207, M 1208
8 Små minestrygere Inkl. tenderskib Brommy fra 2 Räumbootflottille.: R 25, R 26, R 27, R 28, R 29, R 30, R 31, R 32.
Kilde: BAMA.
Esbjerg Havn sikres og er frem til 1945 et tysk militært støttepunkt.
En enkelt gruppe små tyske orlogsfartøjer fik efterfølgende hjemhavn i Esbjerg gennem hele besættelsen.
Kriegsmarine i de kystære farvande var en broget og ret sammenskrabet fiskekutter kampflåde. I modsætning til Kriegsmarines store enheder var disse små og seje fartøjer herefter i krig hver dag. De store tyske kampskibe var på det tidspunkt de blev bygget allerede forældet. Skibene blev enten et efter et sænket eller så var deres kanoner sat på land som et bidrag til kystforsvaret i selskab med resten af den brogede skare af våben fra hele Europas arsenaler som tyskerne havde erobret sig adgangen til. Den tyske flådes forsøg på at opnå sin del af søherredømmet, en ambition der kunne føres tilbage til Admiral von Tirpitz´s tid, blev stedt endeligt til hvile i klitterne ved Europas strande. Der er en grund mere ud over lokalhistorien til at interessere sig lidt for denne flåde. Den var skabt af nød i en krigssituation, men paradoks skulle den komme til at skabe fundamentet for opbygningen af den kolde krigs søstridskræfter for begge sider, hvor de erfaringer der var indsamlet i krigstid med operationer i kystnære farvande skulle få stor betydning med særlig vægt på Østersøen.
Der er bunkere omkring Esbjerg og på Fanø af en eneste årsag. Esbjerg Havn. Havnen fungerde i årene 1942 – 1945 som hovednerven i et gigantisk tysk militært anlægsprojekt i Sydvestjylland.
Kriegsmarine og havnen
Store dele af Esbjerg Havn fungerede i perioden 1942 til 45 som et depotområde for tyske bygnings- og materieltjenester. Organisation Todt (O.T.) og Marine Zeugamt (Ma.Z.A.) var tilknyttet bunkerbyggeriet samt garnisionens militære logistik. Et bredt udvalg af små og store kontorer fra den tyske militære administration holdt til på Esbjerg Havn. Sat på spidsen; lugtede besættelsen på Esbjerg Havn på mange områder mere af inventur end invasion.
Havnens parceller blev beslaglagt af den tyske værnemagt. Andelsforeningens pakhuse fik en periode som depoter for den tyske krigsmaskine. Det var en udvikling der steg ekspotentielt fra 1940 og toppede i 1944 hvor bunkerbyggeriet var på sit højste. På havnen fandtes der et virvar af byggematerialer, udrustningsdele og våben til de mange militære projekter i Esbjerg og omegn.
Mens man ventede på invasionen rasede papirkrigen. Våben og materiel skulle tælles, registreres, sikres og udleveres eller flyttes. Der skulle varemodtages, indlageres, forsendes og skrives fragtbreve. Indlageringsseddeler og styklister blev vedligeholdt og opdateret så de kunne nå et par gange rundt om jorden. Et kæmpe stykke manuelt arbejde, der krævede en stab af kontorfolk. En skjult mandskabsressource de tyske rekrutteringsmyndigheder til stor fortrydelse for forsynings og materielfolkene tiltagende grad fik øjnene op for i de sidste år af krigen.
Esbjerg Havn var i stil med mange andre havne i de besatte lande et rigtig god og trygt sted at være og gøre sin pligt for fædrelandet for en tysk soldat i en af de mange materielkommandoer og tøjhuse for de tre værn.
Selv om sabotageaktiviteten i Esbjerg var fremme i skoene og i løbet af de sidste krigsår tiltog i voldsomhed og pakhuse eller virksomheder med jævne mellemrum gik op i lys lue. Så var det stadigt at fortrække for et aktivt kommando ved fronten.
Selve Havnen blev sikret af luftværnsbatterier og et antal udtjente kampvognskanoner der var bygget ind i molerne. Indsejlingerne til bassinerne var spærret med net og fra foråret 1944 ydeligere sikret af kontrollerede felter med bundminer.
En tyske alternativ orlogsflåde
Kriegsmarine var ikke forberedt til krig. Derfor havde den tyske marineledelse brug for alt hvad der kunne flyde og der kunne monteres en kanon på dækket af. Derfor hjemkaldte man den tyske fiskeriflåde. Travlerne fik så monteret den kanon på fordækket og var derved opgraderet til hjælpekrigskibe. De kunne nu kalde sig ”Vorpostenboot” eller ”Minensuchboot”.
Den tyske gruppe i Esbjerg Havn hørte ind under bar betegnelsen 12. Vorpostenflotille, der igen var organiseret i 5. Sicherungsdivision. Flottillen havde støttepunkter i Esbjerg, Hörnum, Tönning, Cuxhaven, Wesermünde, Norderney, Terschelling og Borkum hvor opgaverne var konvojsikring og minestrygning i Nordsøen. Opgaverne bestod hovedsageligt af patruliering, konvojtjeneste og minestrygning.
Miner, masser af miner
Hovedfjenden var de mange miner og fjendens luftvåben, der i løbet af krigen udviklede sig til en dødelig modstander. Ved Kattegat og bælterne blev der gennem hele krigen lagt særlig vægt på observation af fjendtlige fly og mineudlægning fra luften. Man var fra tysk side godt klar over, at minekrigen ville blive intensiveret efter besættelsen af Danmark og Norge. Man havde selv lige fra krigsudbruddet med England flittigt mineret adgangsvejene til modstanderens havne både ad søvejen og fra luften. Det var kun naturligt, at englænderne nu var ivrige for, at gøre tyskerne kunsten efter.
Informationerne fra de dansk bemandede kystudkigsposter i de danske farvande indgik indtil 29. august 1943 som et værdifuldt supplement i det taktiske billede omkring mineudlægningen fra luften. Men søværnets kystudkigsposter skulle vise sig at blive til et tveægget sværd. Den tyske skibstrafik blev i samme grad overvåget og informationerne kom – forstærket af begivenhederne omkring ”torpedobådssagen”[1] i 1941 – løbene ved hjælp af illegale kanaler over Sverige til England. Selv om man på tysk side godt var klar over risikoen ved passage af stræderne, lagde man indtil videre låg på problemet og sejlede så vidt som muligt om natten. Det er med til at give et billede, at løsningen på mineproblemet havde ret høj prioritet i Kriegsmarine. Samtidig fortæller det om, at overvågningen af de danske kyster endnu fremstod ret mangelfuld.
Fyr- og Vagervæsenet havde en svær tid under besættelsen. Tyskerne kunne beordre fyr slukket og positioner for fyrskibene ændret efter forgodtbefindende. Lystønderne til rute- og vragmarkering blev af tyskerne anset som vejledning for de britiske mine fly.
[1]I 1941 krævede tyskerne 12 danske torpedobåde udleveret. Kongen, Marineministeriet og Søværnet var imod udleveringen, der trods al modstand blev tvungent igennem efter pres fra tyskerne og statsministeren. Der blev dog kun udleveret 8 både uden våben og udstyr. Det blev stærkt kritiseret i England at fartøjerne var faldet ubeskadiget i tyskernes hænder. Marinen var kommet i en svær loyalitetskrise mellem regeringens samarbejdspolitik og modstandenmod den fremmedebesættelsesmagt.
