Esbjerg Havn i Atlantvolden

Donau

Station 1 ved Grådyb: Pejlestationen på Fanø´s Nordspids ved højvande. En rigtig klam og iskold dag hvor vind og hav viste tænder. I baggrunden er gruppen med de små flankeringsbunkere til maskingevær med byggenummerene 5742 og 43 ved at blive oversvømmet.  ©Marco Hansen 2007.

På sporet af tysk infrarødt udstyr ved Esbjerg Havn.

Vi bevæger os ind i en kategori, der fremkalder let løftede øjenbryn fulgt af bemærkningen: Kunne de også det den gang? 

Det kunne de.

Esbjerg Havn i Atlantvolden var stadig et “forsvar in the making” da 2. verdenskrig sluttede.

Mange tyske bunkerruiner som er efterladt i vores sydvestjyske natur- og nationalparker er aldrig blevet færdigebygget. De tyske forsvarsanlæg fra Nymindegab over det halvfærdige Vogelnest/Tipitz batteri til Vester Vedsted hænger ikke kun på en måde uløseligt sammen med anlæg som her på Fanø. De blev kun bygget til et formål. Forsvaret af Esbjerg Havn. 

Donaupejlestation nr. 2 ved Fanø Bad i starten af 1946: Pejlestationen er placeret for an Kriegsmarines artilleriradar Gerät Falkenberg  FuMO 214 (See. Art.)/Würzburg Riese monteret på 10 m betontårn ved Kurhotellet.  I baggrunden ser vi Villa Marie som er den eneste bygning på billedet der stadig eksisterer i 2018. FiA.

Artiklen er et forsøg på at belyse en del af tilbehøret til de store kanoner eller nærmere en for datiden ret avanceret del af målsøgning og ildledelsesmateriellet fra det tyske forsvar af Esbjerg Havn under anden verdenskrig. I op til to år efter befrielsen i maj 1945 dukkede der flere steder oplysninger om tysk infrarødt målsøgeudstyr i Danmark op. Materiellet har efterladt sig spor i form af noter i danske såvel som allierede rapporter om den tyske kystbefæstning. Spørgsmålet er, om disse systemer nogensinde nåede at komme i brug i Danmark? Det er disse spor denne artikel vil forsøge at se lidt nærmere på. Det første spor faldt jeg over for over efterhånden 30 år siden, i et uddrag fra en engelsk efterretningsrapport fra 1946, der beskrev 5 nye Donau– sæt, der var opmagasineret ved Esbjerg Havn. Systemerne var beregnet til opstilling på Fanø. En information der vækkede min nysgærrighed.

Varmepejling

Den infrarøde stråling der bliver udsendt af et givent mål bliver opfanget af parabolen og samles i et brændpunkt. Kort sagt virker infrarød- modtageren i princippet som en omvendt lyskaster. Fordi lysbølger i det infrarøde spektrum udsender varmevirkning, taler man i denne forbindelse om varmepejling eller termiske søgesystemer.

Principskitse af infrarødmodtagerens
projektørdel , bolometer og forstærker. Efter: Henning, S.
156

De koncentrerede infrarøde lysbølger i brandpunktet på parabolen danner en meget svag varme. Værdien blev aflæst med en temperaturfølsom celle i brændpunktet. Så er man i stand til at påvise varmekilden. Når hele apparatet er monteret på en gradskala er man i stand til at bestemme en retning til varmekilden.

Zeiss W.p.G (Wärme peil Gerät)

De apparater der er omtalt i den engelske rapport, var af mærket Zeiss W.p.G. (Wärme peil Gerät) under dæknavnet Donaugerät.
Zeiss- systemet anvendte en celletype med betegnelsen Bolometer, der hovedsgeligt bestod af en række hårfine matsorte metaltråde. Sværtningen fremmer varmefølsomheden. Hos min gamle fysiklærer har jeg lært, at varmepåvirkning får metal til at udvide sig, og derved forandrer materialet sin elektriske modstand. Man slutter en strømkreds til hver enkelt tråd og måler modstanden. Når den pejlede varmekilde flytter sig, vil aflæsningen automatisk flytte sig med fra tråd til tråd. Sådan bliver man sat i stand til at målfølge. Det er et passivt søgesystem, der ikke udsender nogen form for egen stråling som eksempelvis en radar.
Modstanderen har derfor ikke en chance for at pejle eller ”jamme” ”Donau”-stillingerne. Det må betragtes som en stor fordel, når man har til hensigt at skyde vedkommendes slagskibe i sænk.. Tyskerne udviklede en yderligere type ifrarødmodtager af mærket ”Elac” der arbejdede med en fotocelle i stedet for bolometercelle. Forsøg med infrarød pejling over store afstande var ikke noget nyt i den tyske marine. Lignende apparater var allerede blevet afprøvet, med stærkt svingende resultater, i de store batterier ved den franske kanalkyst. I nøjagtigheden lå nok deres største svaghed. Udtrykket målfølgning skal her nok tages meget bogstaveligt, fordi det er højst tvivlsomt, om det kunne levere tilstrækkeligt nøjagtige krydspejlinger. Søgesystemet kunne kun anvendes om natten og i nogenlunde klart vejr. Rækkevidden angives til at ligge et sted imellem 10 og 14 km. Spørgsmålet trænger der trænger sig på nu er: Hvad man så kunne bruge dem til i 1945 på den jyske vestkyst?

Opdatering af artilleriradarsystemer

Den tyske Kriegsmarine havde langs den jyske vestkyst i løbet af 1944 etableret en kystradarkæde til artilleri- og farvandsovervågnings opgaver. Radarsættene på Fanø, Blåvand, Kærgård, Nymindegab og Søndervig blev koordineret fra Esbjerg. Radaranlæggendes nøjagtighed var ikke i alle tilfælde helt tilfredsstillende. Krigsmarine forsøgte, at bruge infrarød i samarbejde med radar, og derved kunne forbedre nøjagtigheden af ildledelsen. Kombinationen blev anset som særdeles gunstig. Den tyske marine ønskede allerede ved udgangen af 1943 et antal infrarød pejlestationer til opstilling flere steder langs den jyske vestkyst. I en delingsordre for III hærkystartilleriregiment 180 i Nordjylland fra den 15. 3. 1945 befales der for Donausignal-gruppe 10 der opererede i forbindelse med et af kystbatterierne siden den 3. maj 1945. Signalgruppen bliver med denne ordre fast tilknyttet hærkystbatteriet. Der er meget der tyder på, at der har været mere end en´ infrarød – signalgruppe i Danmark i løbet af krigens sidste måneder. Vi ved i dag at tyskerne eksperimenterede med infrarødt søgeudstyr ved forsøgsstationen Hørup Klint ved Sønderborg og at et infrarødt overvågningsanlæg i forbindelse med indsejlingen til Storebælt med stor sandsynlighed nåede at blive opstillet ved Fakkenbjerg på Langeland. De sidste to opstillinger er efter beskrivelserne at dømme aktive systemer, dvs. af en anden type der udsender egen stråling. Med Donau har de kun bølgelængden tilfælles.

Rigtige håndfaste spor er indtil videre kun dukket op på Fanø ved Esbjerg Havn.

De første spor i sandet

Station 3 i klitterne syd for nedkørslen ved Rindby Strand som den præsenterer sig i dag fra indgangssiden. Briskene er opført i de tredje riges sidste måneder. Her blev i stil med Fanø Bad en eksisterende bunker af typen 58c ombygget/overbygget til den nye opgave. Betonpladen i toppen er resterne fra gulvet for brisken. Marco Hansen 1999

Spørgsmålet er om apparaterne var nedtaget og lagt på lager i Esbjerg af englænderne, eller om tyskerne faktisk aldrig selv nåede at stille dem op. De danske myndigheder er efter krigen også på jagt efter det mystiske tyske udstyr i Esbjerg. Men deres tekniske korps må vende tilbage fra deres inspektionsrejser med uforettet sag på det område. De beskriver det som ”vist nok demonteret af englænderne”. Et muligt fingerpeg om, at det har været stillet op? Alt sammen meget usikre oplysninger.

Englænderne er under alle omstændigheder hurtigere til, at skaffe det af vejen for nysgærrige blikke og danske krav. Ydermere hvor? Apparaternes størrelse tydede på et anlægsarbejde af ret beskedent omfang, og jeg var endnu ikke stødt på 5. stillinger der kunne bringes i forbindelse med noget der bare lignede det her. Den første tanke faldt på en bunker, der lokalt bliver kaldt for ”busstoppestedet” (kalotbunkeren Vest for ildlederposten type M 150 i Gneisenau- batteriet), som ligger ved Grønningens nedlagte riffelskydebane.

Det var en bunker, der ikke rigtig gav nogen mening. Hvis det var en almindelig pejlestation til Gneisenau- batteriet, så ville man nok ikke lægge den lige foran ildlederposten ; så den kunne hurtigt udelukkes. En anden mulighed var, at den kunne være en pejlestation til det midlertidige 10,5 cm kystbatteri, der var opstillet på stedet fra marts 1944, før Gneisenau blev færdigbygget. Eller det sidste forslag jeg fik ind var, at bunkeren blev brugt til kontrol af fjernstyrede miner, der var lagt ud i Grådyb. Den kunne dog også hurtigt afkræftes. Minekontrolstationer havde den tyske marine kun til indsejlingerne, og selve bassinerne i Esbjerg Havn. De kystminer, der blev udlagt langs Fanø strand, var alle af konventionel type. Så det blev i første omgang og mange år frem en slags pejle eller observationsstilling, med tilknytning til det kystbatteri der stod for sikringen af sejlrenden inden Gneisenau-batteriet endelig blev færdigt i den sidste halvdel af 1944.

Stoppestedet på Fanø

Når man nu alligevel går rundt i blæsten derude på Grønningen, kan man tage en tur op i ”busstoppestedet” for at komme lidt i læ til en varm kop kaffe fra termokanden. Hvis man fjerner lidt af sandet i bunden af observationsstillingen, vil man finde 3. huller i gulvet og parallelforskudt mod højre 3. små nedstøbte bolte med en indbyrdes afstand på 92 cm. til et trebenet stativ med runde fødder.

Affutagen for Infrarødprojektøren fra firmaet Zeiss kommer meget tæt på disse mål. Under de runde fødder har man tilsyneladende skubbet cement ved kanten for at få det til at stå lige. Det fortæller os, at her har man brugt en del tid på at flytte rundt med noget, for at få det til at stå det helt rigtige sted og så vandret som muligt. Jeg er sikker på, at det gør man kun hvis man har en grund til det. Afstandsmåling over store afstande kræver, at ens udstyr, om det er en kikkert eller en infrarødpejleprojektør, står ret nøjagtigt.

Fundet tyder altså i første omgang på, at noget på en trebenet affutage på et tidspunkt var opstillet i denne beton- brisk på Fanø.

Det er foreløbig det tætteste jeg kan komme på et entydigt svar. Der mangler vidner eller et billede, der beviser, at pejlestationen har været i brug i måske en af bunkerne på Fanø. Hvis man ikke lige ved det, ligner infrarødmodtageren en almindelig lille lyskaster til forveksling. Den har man forståeligt nok forbigået med et let fnys, for at komme om og bruge den dyrebare film til at fotografere nogle store kanoner. Der mangler en beretning fra et vidne som har været i området umiddelbart efter befrielsen, før englænderne ankom til øen og som kan huske hvordan bunkeren så ud, og især om der var noget i dem.
Der er et usikkerhedsmoment mere: Den danske Marine´s Kystdefension overtog Grådybstillingen efter krigen, og gennemførte prøveskydninger med det svære skibsartilleri. Det kan meget vel være, at man har udnyttet ”busstoppestedet” til nedslagsobservation. I stedet for de tyske marineartillerister kan det sagtens have været Søartilleriet, der bare opstillede en kraftig pejlekikkert på en trebenet affutage.

Facts om betonstillingerne

Oversigt uden målestok lige fra skitseblokken over placeringerne af de 5 pejlestationer i klitterne langs Fanø strand. Tegning: Marco Hansen

Det var så vidt vi kunne komme med spørgsmålet om ”Donau”-systemet kom til anvendelse på Fanø.

Med hensyn til at kortlægge selve bunkerne til søgesystemet er det en helt anden sag. Pejlestationerne er ikke registreret i den store landsdækkende tyske byggestatusrapport ”Baufortsrittsplan”. Den medtager kun anlægsarbejde til og med den 15. januar 1945. I 2000 havde en god ven børstet støvet af en anden tysk protokol fra Revisionsudvalget for tyske betalinger der ligger i Rigsarkivet og disse støbedatoer for 3. Donau– bunkere på Fanø dukkede nu op:

Donau I: Rindby 21.2. 1945
Donau II: Silkebjerg 17.2. 1945
Donau III: Mosdalsbjerg 16.2. 1945

Det bringer os for alvor på sporet. Det var første gang jeg så ordet Donau nævnt i forbindelse med Fanø i tysk dokumentation. Så var det, efter et hurtigt tjek af vejrudsigten, med at komme ud i naturen og kigge på bunkere.

Pejlestation 4  ved Silkebjerg. Brisken er placeret i en infanterikampstilling (Wiederstandsnest) i strandforsvaret (1. Linie). Marco Hansen 2014.

Infrarødpejlestationerne udgør noget af det sidste befæstningsarbejde i Esbjerg-området. Betonkvaliteten bærer tydeligt præg af, at bygherrerne havde travlt og at materialerne var knappe i de sidste dage. Den karakteristiske kalot er bortsprængt på alle tre standpladser. De 3 bunkere er noget mindre end den i Grådyb-stillingen.

Forklaringen er, at ifølge den engelske rapport fungerede et Donau– sæt som hovedstation, hvorfra de øvrige blev dirigeret og krydspejlingerne blev samlet, for derefter at blive videresendt til den centrale ildledelse. Det er naturligt at antage, at en sådan hovedstation har brug for nogle ekstra rum og er placeret tæt på det der i første omgang var vigtigst at kunne overskue. Det er Grådybet med sejlrenden til Esbjerg Havn.

Den manglende station

Station 2, Fanø Bad:
Donaustillingen foran Villa Marie ved det gamle Kurhotel med artilleriradaren (See.Art.) på 10 m betontårn i baggrunden ca. 1945. FiA/Ulrik Bay

Englænderne nævnte 5. sæt? Så hvis kabalen skal gå op mangler vi en femte station. Der er nu stedfæstet fire positioner, hvoraf de tre har samme indbyrdes afstand på kystlinjen. Så den sidste måtte ligge et eller andet sted midt imellem Grønningen og Rindby. Valget faldt på Fanø Bad hvis det her overhovedet skulle give nogen mening. Foreningen Fanø i Atlantvolden har et overbevisene billede i deres arkiv. Fotografiet viser en nydelig ung dame der står i en af de karakteristiske betonstillinger lige ved siden af det gamle Kurhotel. Man havde støbt selve standpladsen direkte oven på en eksisterende mg-betonbunker. Det må virkelig betragtes som en nødløsning. Kalotten er fjernet og selve ringstillingen var i mange år synlig i det N.V. hjørne af det nuværende Danland. Bunkeren er i dag sløjfet helt.

Mg- bunkeren af type 58c er i det tyske stillingskort fra den 31 december 1944 indtegnet som artilleriobservationsstilling ligesom hovedstationen ved Grådyb. Det er et ret naturligt sted at placere en ny pejlestation, når man har lidt travlt, og det er ved at være småt med cementen.

VIII Donau Messzug 

Alt militær i krigstid har i sagens natur en streng radiodisciplin.

Udsnit af de tyske styrkers organisationsskema pr. 20. 01. 1945. Symbolet nederst til venstre er “Donau- delingen” (8. Donau Messzug). 180. Hærkystartilleriregiment var formelt under kommando af Artilleriekommando 190. Silkeborg. Men som det fremgår af udklippet så var alle taktiske beslutniger med hensyn til uddannelse og kamp i hænderne på Kriegsmarine. Bundesarchiv/ kopi: Museumscenter Hanstholm.

Alle militære enheder er forsynet med dæknavne, der ændres løbende som modtræk mod fjendtlig aflytning. En sådan liste med dæknavne for 160. Inf. Divisons ansvarsområde er bevaret i Rigsarkivet. Den omhandler alle hær og marineenheder i Esbjergområdet pr. 1 maj 1945. Her er VIII Donau-Messzug opført med dæknavnet ”Arena”. I protokollerne over de tyske betalinger dukker en indberetning til den tyske bygningstjeneste op, hvor der så sent som den 2 maj 1945 meldes 2 yderligere bygninger til Donau-gruppen på Fanø.

Oplysningerne begynder at hænge sammen.

Vi er nu nået fra et notat i en engelsk efterretningsrapport, om noget specielt udstyr til, at identificere en enhed og et navn. Herudover er enhedens stillinger på Fanø stedfæstet.

På Fanø nåede de tyske fæstningspionerer åbenbart, at opføre betonstillinger og barakker til Donau-sektionen.

Inden de efterladte tyske kystforsvarsanlæg kunne afleveres til Søværnets marinedistrikt i sommeren 1945 skulle alt ammunition og materiel tælles op i samtlige kystbatterier. Arbejdet blev på Fanø udført af tysk mandskab. En udførlig tysk inventarfortegnelse for Batteri Sønderho (Mosdalsbjerg) sendt til marinedistriktet fra Bykommandoen i Esbjerg den 31. juli 1945 har registreret:

“1 Betonstand für Wärmestand (ohne Gerät)”.1

Pejlestationerne blev delvis sløjfet ved sprængning i årene 1948 til 50 af entreprenørfirmaet Søren Christensen som led i Arbejdsministeriets beskæftigelsesprojekter. Kun hovedstationen ved Grådyb er bevaret intakt.

 

Resterne af station 5 ved Mosdalsbjerg, Sønderho:
Udsigten over sydspidsen af Fanø og Odense Feriekoloni i baggrunden. Denne bygning eksisterede også under krigen og var beslaglagt af den tyske værnemagt. Vestenvinden har undermineret fundamentet på brisken i de sidste 10 år og det varer derfor ikke mange år før resterne af den lille betonbunker glider ned af klitten. Marco Hansen 2018

Forsvaret af Esbjerg Havn var stærkt opprioriteret i krigens sidste fase. Man søgte, med flere midler fortsat at sikre indsejlingen til Grådybet. Det spørgsmål der her til sidst dukker op er; hvad er der blevet af de andre Donau-sektioner og deres materiel? En nærmere undersøgelse af hærkystbatteriet Slettenstrand for lignende Betonkonstruktioner/fundamenter kunne måske give nogle flere svar. Dem har vi en kilde på. Men et andet ligeså naturligt sted, at lede er kyststrækningen fra Skallingen til Blåvand. Det tunge batteri ”Vogelnest” der var under anlæggelse ved Oksby, havde med sin store rækkevidde brug for flere pejlestationer. I Blåvand har vi Kriegsmarinens kystradarstation og et hærkystbatteri. Donaustationerne skal ikke kun ses i forbindelse med Graadybet. Men som en del af en større helhed, der i sin færdige form, i samarbejde med radarnettet, skulle støtte ildledelsen for artilleriet langs hele Syd/Vestjyllands kyst med operationscentral i Hulvejens bunkerkompleks i Esbjerg.

“Donau” var ikke kun et enkeltstående eksperiment på Fanø i krigens sidste dage. Men ved nærmere undersøgelse begynder billedet af en organiseret militær enhed der opererede på dansk territorium i 1945, stille og roligt at tone frem. Donau synes at have været langt mere udbredt i Danmark end først antaget.

Noter

Rigsarkivet/Forsvarets Arkiver.

Kilder

Forsvarets Biblioteker (FBIB)

Britisch Intelligence Objectives Sub Commitee: German Coast Artillery Equipment employed in the Defence of the West Coast of Denmark.

Rigsarkivet (RA)

Revisionsudvalget for tyske betalinger. Tyske regnskabsbøger

Pk. 126 O.T., Oberbauleitung Esbjerg. Ein und Ausgang der G-Schreiben, III. 1.1.-2.5.1945.

Pk. 357 Druckfestigkeiten ab 1.9.1944 Forsvarets Arkiver Arkiv nr.: 0201-18

Generalkommandoens Efterretningstjeneste, „Stockholmarkivet“.
Pk. 20, mappe 307. Rapporter fra februar 1944 til april 1945.

Politiets Efterretningstjeneste, Akter af tysk proveniens i „Stockholmarkivet“.
Pk. 246, mappe 634. Abteilungsbefhel Nr. 4, 15.3.1945.

Anlage zu 160, Inf. – Div – Abt. 1a/N- Nr. 520/45 geh. Sprechtafel der 160. Inf. Division. 01. 05. 1945.

Danica-mikrofilm Marine-Oberkommando Ostsee –Führungsstab-. B.Nr. Gkdos. 1982/43 AIK. Verteidigung des dänischen Raumes. Danica 628/10/9476-77. Admiral Dänemark. Gkdos 2948/43 AI. Stabsqurtier , 1. November 1943 Derzeitiger Stand des Küstenschutzes in Jütland. Danica 628/10/9479-84.

National Archives, Waschington U.S.A. (NARA)

Report of seacoast Artillery Evaluation Bord, United States Forces, European Theater: German Seacoastdefences. European Theater, vol 6, 1945.

Henning, E. S.: Der Hochfrekvenzkrieg, Ohio 1946. Upubliceret rapport.

Esbjerg Havn i Atlantvolden (EHA)

Lystryk. Res. Pi. Btl. 30, Stellungsbau – Pendelkarte Nr. 9. Fanö – Nord. 31.12.44.